Når din medarbejder fratræder, skal der ofte tages stilling til flere ting på samme tid: løn, ferie, feriepenge og ferietillæg. Denne artikel giver dig et samlet overblik over, hvad der sker automatisk i Intect, når en medarbejder fratræder, og hvad du selv skal være opmærksom på – for eksempel hvis der senere skal udbetales mere løn, bonus eller anden efterbetaling til en medarbejder, der allerede er fratrådt.
Denne artikel er sidst opdateret: juli 2026.
Har du yderligere spørgsmål, kan du kontakte supportteamet.
Sådan kontakter du Intect Support
_____________________________________________________________________________________________
Hvad sker der med ferie og feriepenge, når en medarbejder fratræder?
Når du indsætter en fratrædelsesdato på en medarbejder, er datoen afgørende for, hvordan ferie og feriepenge afregnes. Så snart der køres og bogføres en lønseddel med en fratrædelsesdato (en fratrædelseslønseddel), foretager Intect automatisk en afregning af medarbejderens ferie:
- Er medarbejderen ansat med betalt ferie, afregnes feriepengene automatisk til Feriekonto (eller en anden feriekasse), medmindre I har feriepenge i eget hus - så afregnes de ikke, men bruttobeløb og dage bliver i stedet indberettet til Feriepengeinfo.
- Der udbetales automatisk ferietillæg for de feriedage, medarbejderen har afholdt i løbet af ferieåret.
- Har medarbejderen ikke mere løn til udbetaling, danner systemet i stedet en nul-lønseddel, så fratrædelsen og eventuel afregning af ferie stadig indberettes korrekt til Skat.
Du kan læse mere om selve fratrædelsesprocessen i 'Fratræd medarbejder', om ferietillæg i 'Udbetaling af ferietillæg ved fratrædelse' og om nul-lønsedler i 'Sådan laver du en nul-lønseddel'.
Skal du udbetale mere løn til en medarbejder, der allerede er fratrådt?
Det sker ofte, at der er brug for at udbetale mere til en medarbejder, efter fratrædelsen er registreret - for eksempel G-dage (ledighedsdage), overarbejde, en sidste bonus eller en efterbetaling af løn. Hvordan du skal gribe det an, afhænger af, om fratrædelseslønsedlen allerede er bogført eller ej.
Fratrædelseslønsedlen er ikke bogført endnu
Er du stadig i gang med at køre den lønperiode, hvor fratrædelsesdatoen ligger, kan du bare taste den ekstra løn som normalt. Systemet inkluderer den fratrådte medarbejder på samme måde som de øvrige medarbejdere, og ferie/feriepenge beregnes automatisk som beskrevet ovenfor.
Fratrædelseslønsedlen er allerede bogført
Når medarbejderen fratræder, og der er kørt en fratrædelseslønseddel, bliver medarbejderen automatisk inaktiveret. Skal du bruge en ekstra lønkørsel efter dette (fx til G-dage), skal du derfor først aktivere medarbejderen igen, før vedkommende kan indgå i en ny lønkørsel.
Bemærk, at der i denne situation ikke optjenes ny ferie for perioden, da medarbejderen ikke længere er ansat.
Se hvordan du gør i 'Lav løn til en fratrådt medarbejder' og 'Aktivér medarbejder'. Skal den ekstra udbetaling være en bonus eller provision, er der desuden en vigtig detalje omkring feriepenge, som vi gennemgår i FAQ'en nedenfor.
FAQ
Bliver der også afregnet feriepenge, hvis jeg udbetaler bonus eller anden efterbetaling til en allerede fratrådt medarbejder?
Ja. Kører du en ny, separat lønseddel efter fratrædelseslønsedlen er bogført - fx med en bonus, en provision eller en anden efterbetaling, afregner Intect automatisk feriepenge (og ferietillæg) af beløbet, så længe lønarten er sat op som ferieberettiget. Feriesaldiene opdateres samtidig, så I kan afstemme korrekt til eIndkomst.
Eksempel:
Mette fratræder sin stilling den 30. juni. Fratrædelseslønsedlen bliver kørt og bogført i juni-lønkørslen, og feriepenge og ferietillæg af det, hun har optjent og afholdt, bliver afregnet automatisk.
I august finder virksomheden ud af, at Mette skal have en bonus på 10.000 kr. for andet kvartal. Bonussen tastes som en ekstra lønseddel i august-lønkørslen på en ferieberettiget lønart. Intect beregner og afregner automatisk 12,5% feriepenge (1.250 kr.) af bonusbeløbet, og feriesaldoen opdateres tilsvarende.
Skal bonussen eller provisionen derimod ikke være feriepengeberettiget, skal du i stedet bruge lønarten 'Tillæg, Bonus m.m. uden ferieberegning' - se hvordan i vejledningen her: 'Udbetaling af bonus'.